Baggrunde med Color Philosophy
2018-02-11
Jeg er sikker på det er skrevet før, men for at gentage mig selv... Så er jeg mægtig glad for sværter!!!
I dag har jeg leget lidt med sværterne Color Philosophy fra Prima Marketing. Disse sværter er vandbasserede dye inks.
Endnu har jeg ikke voldsomt mange af disse sværter, men de står helt sikkert højt på min ønskeliste, fordi de er så anvendelige. Med held har jeg forsøgt at anvende dem som akvarelfarve, til almindelig stempling (hvor de selv på tyndt papir ikke trækker igennem) og til baggrunde.
Til de baggrunde jeg i dag har lavet, har jeg brugt en pensel, stencil (Tim Holts THS081) og akvarelpapir, det blev til disse to enkle skønheder.
Først satte jeg min stencil fast hen over papiret med washi tape, til denne teknink er det nemlig vigtigt at din stencil ligger fast, da der skal arbejdes lidt...
Når man åbner sin Prima sværte, vil der sidde lidt sværte i låget (hvis ikke, så er det bare at trykke lidt på det), og det er netop herfra jeg har opsamlet sværte med en pensel.
Jeg bruger den store pensel fra Rangers Collage Brush sæt, men den gode nyhed er at der er en helt ny slags pensler på vej som skulle være endnu bedre til ting som dette.
Penslen bruges som man ville bruge et blending tool, dvs. lodret i små cirkler og ikke som hvis man vil male.
Jeg startede i et hjørne og fra det hjørne arbejdede jeg mere og mere sværte ud over papiret. Jeg er ret vild med at man med en pensel kan tone farven ud til næsten ingenting, uden skarpe overgange.
Da jeg var færdig med at sværte, sprayede jeg lidt vand i låget og brugte den opløste farve til at splatte hen over baggrunden med.
På dette røde kort, splattede jeg også med sort efter samme princip.
En enkel blomst, stanset med en die fra sættet Wildflowers/Tim Holtz, en tekst og et par sorte Nuvo drops giver den sidste finish.
Det blå kort er lavet præcis som det røde, dog med den forskel at jeg udover at splatte med sværte, også har splattet med vand. Fordi sværten er vandopløselig, fortrænges farven af vanddråber, hvilket jeg synes ser ret lækkert ud.
Som før... Diecut og tekst, men på dette kort har jeg brugt Enamel Accents som "perler", jeg synes simpelthen de flyder så pænt og bliver super blanke...
Hav en rigtig dejlig søndag.
Kristina